Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Maj 2006
Bibliotekspenge 2025
Siden bibliotekspengene startede i 1946, er ordningen ændret utallige gange. Men altid småting. Tør nogen udfordre den fastlåste ordning?
CulturCommentar:
Siden bibliotekspengene startede i 1946 har denne særlige danske kulturstøtteordning hyppigt været til debat. Men man bliver ved med at bygge på samme system, for alle ændringer tager udgangspunkt i, at ingen må kunne mærke ændringerne. På den måde minder bibliotekspengene om efterlønnen. Vi bliver nødt til at vedtage ændringer med et langt perspektiv, hvis det skal kunne lykkes at ændre i ordningen.
Biblioteksafgiftsudvalget, som har afgivet rapport i april 2006, har i princippet kigget hele ordningen efter i sømmene. Men man ender med kun at enes om en enkelt ændring, og denne ændring er helt og aldeles ufarlig. På grund af registreringsproblemer, har forfattere til skønlitteratur for voksne udgivet før 1976 ikke fået samme pointtildeling pr. side som forfattere til samme litteratur udgivet efter 1976. Det har man nu fundet en praktisk løsning på. Og så kan man enes om denne praktiske løsning.
Det er i og for sig grotesk at den slags detaildiskussioner har været nødvendige i et litteraturpolitisk udvalg. Der har aldrig været nogen uenighed, blot praktiske vanskeligheder. Men det er det eneste dette 2-årige udvalgsarbejde kan konkludere som forslag til ændringer i selve afgiften.
Alle er enige
I udvalget har der også været en intens diskussion om amtscentralernes bøger skal tælles med (se Fred om bibliotekspenge). Og sådan kan diskussionerne om bibliotekspengene åbenbart fortsætte med kikkertsigte, som en diskussion for administratorer. Det brede sigte mangler helt og aldeles.
Der er politisk enighed om, at forfatterne skal have en særlig form for statslig kulturstøtte, og at den skal gives som en slags kompensation for de indtægter forfatterne mister på grund af bibliotekernes udlån af bøger. Der er også enighed om, at al litteratur ikke skal have lige meget. Lyrikerne skal have mest, de øvrige skønlitterære prioriteres også højt.
Der er tilsyneladende enighed om, at beregningen skal ske ud fra sidetal i de enkelte bøger. Men alternative modeller har aldrig været vurderet. Og det er for såvidt sådan, at alle politiske partier er enige om den nuværende model, fuldstændigt som den er. Det er en sjælden enighed, og den kan give stor tryghed. Men den kan også give mindre dynamik. For i realiteten har de politiske partier parkeret deres holdninger hos de to forfatterforeninger. Når foreningerne er enige, er politikerne også enige. Kun en diskussion som den kommende om amtscentralerne, kan skabe en vis nervøsitet hos politikerne. For de skal tage stilling.
Kulturens efterløn
For Kulturministeren må bibliotekspengene stå som et af de mest umulige felter at begive sig ind på. Det svarer til SR-regeringens indgreb mod efterlønnen. Der skulle et regeringsskifte til, før nogen turde sige et ord om at ændre noget som helst. Siden den voldsomme debat om bibliotekspengene i 2002 er der ikke nogen grund til at forvente diskussioner om bibliotekspengene fra den kant. Og ej heller fra de to forfatterforeninger, som hver især ved at åbninger på dette felt, kun giver mulighed for yderligere faglig splittelse. Alle holder hinanden i skak. Den defensive holdning til bibliotekspengene understøttes af aktuel nervøsitet over, hvordan EU-kommissionens annoncerede sag mod den danske biblioteksafgift vil forløbe. Det er sådan en sag, som er rigtig god til at skabe nationalt sammenhold.
Men det dagligpolitiske billede ændrer ikke ved, at der er noget ravruskende galt med bibliotekspengene.
Fra den spæde start i 1946 til VK-regeringens nedskæring i 2002 steg antallet modtagere af bibliotekspenge fra 435 til 18.000. Og ingen satte spørgsmålstegn ved, hvor mange forfattere, der egentlig burde præmieres gennem dette system. Heri ligger en af grundene til at mange har opfattet denne kulturstøtte som ophavsretsbaseret, nemlig at Staten uddelte kulturstøtte helt ned til 25 kr. Dette blev ændret til godt 1.500 kr. fra 2002. Indtil da havde ingen sat spørgsmålstegn ved udbetalingerne på 25 kr. I 2005 modtog 8.590 mennesker 1.663 kr. eller mere i bibliotekspenge, det svarer til godt 2 promille af den voksne befolkning.
Lager eller udlån
Biblioteksafgiften uddeles på baggrund af, hvor mange bøger den enkelte forfatter har stående på landets biblioteker. I realiteten bestemmes bibliotekspengene derfor af bibliotekernes indkøbere og kassaktionsansvarlige. Ældre forfattere har en objektiv interesse i, at bibliotekerne undlader at kassere gamle bøger, for så mister de jo bibliotekspenge. Længe leve magasinerne!
En biblioteksafgift baseret på det faktiske udlån vil i langt højere grad afspejle folkets forbrug af litteratur. Det vil også give mere til nyere og yngre forfatterskaber, som endnu ikke har så mange titler på bibliotekerne. Dermed vil et system baseret på udlån, være en god kontant præmie for de forfattere som er ved at komme i gang. Og som selvfølgelig ikke kan få Statens Kunstfonds livsvarige ydelse efter blot 2-5 titler.
I Sverige har man for eksempel ingen problemer med at basere bibliotekspengene på udlån. Men i Sverige startede bibliotekspengene også senere end i Danmark, og så havde man ikke de administrative-tekniske vanskeligheder som danskerne havde i starten. Det var nemmere bare at tælle kartotekskort. I dag er der ikke noget problem med at få oplyst de faktiske udlånstal.
Det vil naturligvis være en følsom ændring, fordi nogle forfattere vil miste indtægter de måske har budgetteret ud fra. Ligesom nogle forfattere mærker bibliotekernes kassaktionsbølger. En løsning - inspireret af efterlønnen - kunne være at lave en gradvis overgang over 10-20 år.
Det vil i øvrigt virke mere og mere groteks med lagerbaserede tal efterhånden som bibliotekerne styrker de digitale tjenester. De nuværende forsøg med digital litteratur, eksempelvis downlaan.dk udbetaler allerede en kompensation for manglende bibliotekspenge pr. udlån. Selvfølgelig fordi lagertal er irrelevante for digitale værker.
Døde eller levende
Statens Kunstfonds livsvarige ydelser og bibliotekspengene er de eneste former for kulturstøtte, hvor man også giver penge til kunstnernes efterlevende ægtefæller. Godt 5% af modtagerne er efterlevende. Der er god mening i at give penge til efterlevende og andre arvinger, når det er ophavsret. Men bibliotekspengene er netop ikke ophavsret, men kulturstøtte. Kulturstøtte er investering i kunstnere ud fra en forventning om, at de derved har bedre muligheder for at producere kunst. Dette gælder naturligvis ikke de efterlevende.
Også her skal ændringer ske som tilpasning over en længere årrække.
Hvilke biblioteker?
Bibliotekspengene uddeles i dag på baggrund af bogbestand på primært folke- og folkeskolebiblioteker. Det kan der være gode praktiske argumenter for, men næppe kulturpolitisk holdbare argumenter for.
Er der en tydelig kvalitetsforskel mellem de bøger som er på folkeskolernes biblioteker og privatskolernes? Eller er folkeskolernes biblioteker bedre end gymnasiebibliotekernes? Det samme kan siges om den aktuelle diskussion om amtscentralerne, deres bøger adskiller sig ikke i kvalitet fra de øvrige uddannelsesbiblioteker. Og også andre uddannelsesbiblioteker: HTX, tekniske skoler, efterskoler, højskoler etc.
I biblioteksafgiften tæller heller ikke forskningsbibliotekerne. Denne forskel er aldrig begrundet i lovgivningen, men skyldes sikkert, at forskningsbibliotekerne tidligere var langt mere lukkede institutioner end de er i dag. Forskningbibliotekerne leverer også bøger til almindelige lånere gennem bibliotek.dk.
Den eneste grund til at holde forskningsbibliotekerens bøger udenfor biblioteksafgiften er, at de skønlitterære forfattere derved vil miste en andel af deres samlede støtte, for der er selvfølgelig ikke så mange skønlitterære bøger på forksningebibliotekerne.
Igen er løsning: en overgangsordning over mange år.
Digitale bøger
Forfattere til digitale værker får ikke bibliotekspenge. I visse tilfælde er der etableret små halvprivate ordninger (eksempelvis downlaan.dk), hvorimod der ikke er skabt nogen ordning for CD-rom værker.
Løsningen er at også acceptere, at digitale værker kan være værdige modtagere af bibliotekspengene.
Musikken
Det er almindeligvis overset, men en særlig del af bibliotekspengene går til ophavsretshavere til musik ("grammofonplader, lydbånd og andre lydbærende materialer", som det fortsat hedder efter 2003-lovændringen). Puljen er latterligt lille i forhold til, hvilken betydning musikken efterhånden har fået på bibliotekerne.
Den musik som udlånes online gennem bibliotekernes netmusik, kompenseres for hvert udlån. Og man må gå ud fra at denne form for kompensation vil fortsætte. Da ældre musikformater som grammofonplader, bånd og CD'er vil udfases i løbet af de næste 10-20 år, må man forvente, at denne særlige rådighedspulje med tiden vil blive overflødig.
Danske eller udenlandske?
Biblioteksafgiften blev omformuleret i 1991 til en kulturstøttelov for at forhindre, at Danmark blev anklaget for diskrimination. I dag er en forudsætning for biblioteksafgiften, at værkerne er skrevet på dansk.
Sagligt set er der ikke nogen grund til at begrænse sig til udelukkende danske forfattere. Også udenlandske forfattere kan trænge til kompensation for de værker de har stående på danske biblioteker.
Straks er der nogen som hertil siger, at de udenlandske forfattere sikkert mest er engelske og amerikanske som tjener nok i forvejen. Og det er sikkert rigtigt, men der er jo også danske forfattere som tjener "nok" i forvejen og som alligevel får bibliotekspenge. For også forfattere skal have mulighed for at tjene rigtige penge. Men ligesom danske lyrikere har det svært, har udenlandske lyrikere det også svært. Det kunne gøre det mere attraktivt at få oversat sine værker til dansk, hvis man kunne forvente at få bibliotekspenge oveni.
Der skal gøres langt mere for at sikre en mere mangfoldig litteraturimport til Danmark. Bibliotekspengene kunne være at blandt flere redskaber. Og ja, det lyder svært. Man kunne jo starte med at lægge op til samlede EU-løsninger eller bilaterale aftaler. De danske forfattere som oversættes til andre sprog kunen jo også fortjene bibliotekspenge fra udenlandske biblioteker.
Det lyder umuligt. Pointen er, at den nuværende ordning er urimelig. Og i øvrigt ganske pudsigt at udenlandske musikere uden tøven får bibliotekspenge for "grammofonplader", men altså ikke udenlandske forfattere. Islandske Sjon får danske bibliotekspenge for teksterne til musikken på Dancer in the Dark, men altså ikke for de romaner han har på danske biblioteker.
